På din arbejdsplads skal du skal altid begynde med at indstille din stol. For du og din krop er udgangspunktet for dit arbejde, dine redskaber skal indstilles til dig. Den rigtige stol for dig skal passe lige til din højde. Er du en lille person, skal din stol kunne sænkes, så du kan nå gulvet. Er du høj og har lange ben, skal stolen kunne hæves op, så du ikke skal ”krølle” dine ben sammen under stolen.
Føddernes kontakt til gulvet skal du bruge til opdrift i rygsøjlen, så du ikke sidder og falder sammen.

Disse ting skal du være opmærksom på:

• Kontakt til gulvet, for jordforbindelse og balance.
• Lårbenet i en skrå linje nedefter, (vandret eller skråtstillet sæde) for åbne hofteled og blodgennemstrømning til ben, måske op til en halvt stående position.
• Luft ved knæhasen, så du ikke klemmer af for blodgennemstrømning til ben.
• Bevar ryggens naturlige S-form, for en bedre balance i ryggens muskler og undgå den sammenfaldne C-form, der giver tryk på rygsøjle og indre organer, hindrer vejrtrækning etc.
• Bagdelen godt tilbage i stolen, så rygsøjlens hvirvler hviler oven på hinanden, og du får en jævn trykfordeling på alle bruskskiverne.
• Ryglænet skal støtte dig i lænden for den gode holdning, du kan også side fri af ryglænet og styrke din ryg mere.
• Hovedet skal hvile på toppen af kroppen, så nakkemusklerne ikke skal bære dit hoved.
• Skuldrene tilbage og hold dem sænkede og afspændte, det giver plads til lungerne og brystkassen.
• Slap af i tungen, underkæben og i halsen og giv plads til vejrtrækningen.
• Træk vejret når du arbejder  også helt ned i maven!
• Det frie åndedræt giver afspænding til kroppen.
• Krop og hjerne har brug for ilten for at fungere, og det giver mere energi.

Dette er et godt udgangspunkt for din krop – men den bedste stilling er altid den næste, så varier din arbejdsstilling med at stå op og bevæg dig rundt.