Afspænding på kontoret 2019-09-28T12:51:01+02:00

Afspænding på kontoret hjælper dig i hverdagen

Brug afspænding på kontoret for at gøre din hverdag lettere. Afspænding kan bruges på mange måder, lige fra en dyb indånding midt i en kaotisk situation til en siddende eller liggende afspænding efter endt træning. Men de overordnede mål er de samme, nemlig at regulere en høj spænding i kroppen ned på et sundere og mere hensigtsmæssigt niveau.

Hvad er afspænding?

Afspænding er ikke blot at kaste sig på gulvet, kigge rastløst op i loftet og tænke på alt det, du ikke nåede. Det er en hviletilstand, hvor du kan opnå kontakt til krop og åndedræt og mærke den aktuelle tilstand. Afspændingen skaber en indre følelse af ro og påvirker både den fysiske og mentale tilstand, sådan at du får en oplevelse af samspillet mellem krop og sind. Når du retter opmærksomheden ind, og kroppen mærkes indefra, øger du kropsbevidstheden og får mulighed for at ændre spændingstilstanden.

Afspænding er et relevant og godt redskab med mange former og muligheder, alt fra 5 dybe vejrtrækninger på kontorstolen til en liggende afspænding af længere varighed. Du kan bruge afspænding på kontoret i den form, det muligt, hvor du er. En afspænding kan også bruges efter endt træning, måske sammen med dit hold eller brug gåturen i skoven til at fokusere på din vejrtrækning og få den ud til alle celler i din krop.

Det handler om bevidsthed om kroppen, så hovedet kan få en pause, den har det med at løbe af med os nogle gange. Bevidstheden handler om, at du tankemæssigt går på opdagelse i din krop og registrerer dine muskler, hvor er du fx øm? Er dine skuldre løftede, og glemmer du at trække vejret? Er du varm, kold, let, tung? Kan du falde bedre til ro i dag end forleden dag?

Det sker der i din krop

Når du bevidst retter opmærksomheden ind ad, afspændes kroppen efterhånden. Pulsen sænkes, så hjertet aflastes, og åndedrættet bliver langsommere. Hjernes aktivitet sænkes, og du kan opnå en tilstand af dyb hvile – uden at sove. Brug åndedrættet bevidst og roligt i dit eget tempo. Under udåndingen slipper du spændinger i musklerne og lader kroppen blive tung og afspændt. Det er ikke sikkert, at du får fuldt udbytte af afspændingen første gang – men det kan trænes som enhver anden idræt. Det vigtigste er at være åben og have lyst til at opleve og lære mere om sig selv.

Sådan gør du

En afspænding har optimale forhold, når lyset er dæmpet eller slukket, når lokalet er varmt, og du er tilpas og tryg med dine omgivelser. Tag eventuelt et tæppe over dig, da kroppens temperatur falder i takt med en lavere puls. Det kan også være rart at mærke sin afgrænsning af kroppen og mærke sit eget rum under tæppet.

Anbring eventuelt en flad pude under hovedet og placer benene på en stor pude eller skammel, gør det behagelig for dig selv! Der er ikke nødvendigvis behov for musik, det kan virke forstyrrende på din opdagelsesrejse i kroppen – ved behov, så vælg noget helt stille musik eller måske naturlyde. Tænk nu kroppen igennem del for del og lad forstyrrende tanker passere, uden du holder fast i dem og begynder at tænke videre i den retning.

Måske kan du selv gøre det, eller du kan vælge en app eller CD med en person, der guider dig, mærk kroppen indefra og mærk hvordan roen sænker sig – eller hvis den ikke gør, hvad forstyrrer dig? Under afspændingen kan du opleve forskellige autonome reaktioner, hvilket er naturligt og en del af processen mod øget kropsbevidsthed og ændret spændingstilstand. Det kan være gab, maverumlen, kuldskærhed, toiletbesøg, træthed, energi, lyst til at strække sig eller andet.

Når afspændingen er færdig, brug nogle minutter på at reflektere over den – hvad tager du med dig videre af afspændingen i dag? Hvad er kommet til din bevidsthed i dag? Du kan bruge afspændingen i løbet af dagen eller til at tømme hovedet, inden du skal sove.

Mindsk risikoen for stress

Det kan være provokerende for en stresset krop at omstille sig til afspænding, hvis du længe har opholdt dig i det sympatiske nervesystem, hvor kroppen er kampberedt. Afspænding fremmer dine evner til at slippe kontrollen og spænde af. Jeg kan anbefale at tage afspændingen til dig i din hverdag, træk vejret ved dit skrivebord, og midt i en svær situation: Træk vejret godt igennem og få ilt til hjernen, så du får ressourcer til at skabe overblik og den nødvendige ro til at komme videre.

Afspænding på kontoret er ikke det eneste Rask Holdning kan hjælpe dig med. Læs mere om mine løsninger til din virksomhed.